#metoo

Jeg delte igår en af mine “metoo” oplevelser på min instagram. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi (på en eller anden mystisk måde), så er hashtagget #metoo blevet skabt, for at skabe fokus på, hvor stort et problem seksuelle overgreb og krænkelser er. Det er ikke en “kvindekampagne” som jeg har hørt nogle formulere det, men en måde at skabe opmærksomhed på et problem. Et kæmpestort problem.

Jeg så Zara Larson skrive dette på sin twitter: Isn’t it strange how every woman knows someone who’s been sexually harassed but no man seem to know any harasser?

Det ramte mig, og forhåbentligt også en masse andre. Vi kender jo ikke nogen der kunne finde på at krænke andre seksuelt, vel? Mine brødre er opdraget godt, mine venner er gode mennesker. Men kunne de finde på at tage en fremmed på røven? Eller ville de tie stille, selvom de så en anden gjorde det? Er det muligt?

Ja. Ja, det er det. Det er det der sker. Hele tiden. Jeg selv og mine veninder har ofte talt om det, og der er en grund til at vi alle har oplevet verbale overgreb, fysiske overgreb og reel voldtægt. Vi taler om det med hinanden, men i min optik er det drengene, mændene, der skal hives ind i denne snak – det er dem vi skal diskutere det med. For deres mandlige privilegie gør, at samtalen om vores kultur omtales som en voldtægtskultur, går deres næse forbi. De har en blind vinkel i forhold til problemstillingerne, fordi de ikke oplever det i samme grad. De griner, hvis jeg bliver vred og frustreret over at fremmede hænder tager på mig i bylivet, fordi det ikke er det samme for dem, hvis en kvinde tager på dem.

Som kvinde ligger der en reel trussel i det, når en mand overskrider hendes grænser, fordi magtstrukturen er anderledes. Jeg tager det IKKE som et kompliment at blive råbt til ud af en bil fyldt med fyre, at blive rørt ved af fremmede i byen, at modtage et billede af en pik. Det er ikke et kompliment – det er mænd, der udøver en magtdemonstration over mig og min krop. Det er ubehageligt, det gør mig utryg og til tider pisse bange.

Når jeg siger fra overfor sådanne ting, om jeg siger det pænt, om jeg råber det, om jeg bliver ked af det, hysterisk eller voldelig (og ja, jeg har prøvet alle de ovenstående) er jeg ikke blevet mødt med skam og undskyld. Jeg er derimod blevet mødt med ordene “snerpe”, “luder”, eller “kælling” – og lignende begreber, somme tider endda hele, meget beskrivende sætninger. Det er derfor der er brug for mændende, udøverne af de her krænkelser og overgreb til at 1) BLIVE OPMÆRKSOMME, 2) STOPPE og 3) STOPPE HINANDEN. Det kan godt være, at det er ubehageligt at sige til en ven eller fremmed fyr, at han skal stoppe, fordi han er krænkende – men tænk på hvor ubehageligt det er for os, der bliver krænket, og står alene med det, fordi I, bevidst eller ubevidst, kigger den anden vej.

#metoo