#metoo

Jeg delte igår en af mine “metoo” oplevelser på min instagram. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi (på en eller anden mystisk måde), så er hashtagget #metoo blevet skabt, for at skabe fokus på, hvor stort et problem seksuelle overgreb og krænkelser er. Det er ikke en “kvindekampagne” som jeg har hørt nogle formulere det, men en måde at skabe opmærksomhed på et problem. Et kæmpestort problem.

Jeg så Zara Larson skrive dette på sin twitter: Isn’t it strange how every woman knows someone who’s been sexually harassed but no man seem to know any harasser?

Det ramte mig, og forhåbentligt også en masse andre. Vi kender jo ikke nogen der kunne finde på at krænke andre seksuelt, vel? Mine brødre er opdraget godt, mine venner er gode mennesker. Men kunne de finde på at tage en fremmed på røven? Eller ville de tie stille, selvom de så en anden gjorde det? Er det muligt?

Ja. Ja, det er det. Det er det der sker. Hele tiden. Jeg selv og mine veninder har ofte talt om det, og der er en grund til at vi alle har oplevet verbale overgreb, fysiske overgreb og reel voldtægt. Vi taler om det med hinanden, men i min optik er det drengene, mændene, der skal hives ind i denne snak – det er dem vi skal diskutere det med. For deres mandlige privilegie gør, at samtalen om vores kultur omtales som en voldtægtskultur, går deres næse forbi. De har en blind vinkel i forhold til problemstillingerne, fordi de ikke oplever det i samme grad. De griner, hvis jeg bliver vred og frustreret over at fremmede hænder tager på mig i bylivet, fordi det ikke er det samme for dem, hvis en kvinde tager på dem.

Som kvinde ligger der en reel trussel i det, når en mand overskrider hendes grænser, fordi magtstrukturen er anderledes. Jeg tager det IKKE som et kompliment at blive råbt til ud af en bil fyldt med fyre, at blive rørt ved af fremmede i byen, at modtage et billede af en pik. Det er ikke et kompliment – det er mænd, der udøver en magtdemonstration over mig og min krop. Det er ubehageligt, det gør mig utryg og til tider pisse bange.

Når jeg siger fra overfor sådanne ting, om jeg siger det pænt, om jeg råber det, om jeg bliver ked af det, hysterisk eller voldelig (og ja, jeg har prøvet alle de ovenstående) er jeg ikke blevet mødt med skam og undskyld. Jeg er derimod blevet mødt med ordene “snerpe”, “luder”, eller “kælling” – og lignende begreber, somme tider endda hele, meget beskrivende sætninger. Det er derfor der er brug for mændende, udøverne af de her krænkelser og overgreb til at 1) BLIVE OPMÆRKSOMME, 2) STOPPE og 3) STOPPE HINANDEN. Det kan godt være, at det er ubehageligt at sige til en ven eller fremmed fyr, at han skal stoppe, fordi han er krænkende – men tænk på hvor ubehageligt det er for os, der bliver krænket, og står alene med det, fordi I, bevidst eller ubevidst, kigger den anden vej.

#metoo

Glimmerlisten

Jeg læste (eller hørte på lydbog) Hella Joofs bog Papmachereglen i sommerferien, og jeg har simpelthen ikke kunnet få flere af reglerne ud af hovedet siden. Ikke at de skal ud, de er vanvittigt gode, og det er kun godt at de sidder fast! En af reglerne i bogen hedder glimmerreglen, og til jer der ikke kender den, handler den om at putte glimmer på de gode ting i livet – store eller små. Altså et lille drys taknemmelighed på alt godt i livet, for at blive mere bevidst om alt det positive der sker. Jeg gør det somme tider i hovedet, men tænker at det måske er en god idé at skrive det ned, sort på hvidt, og lave en glimmerliste.

 

Glimmerliste #1

Jeg vil drysse glimmer på…

… Min nye smukke plante, jeg lige nu sidder ved siden af på gulvet. Den er så fin! Jeg kan bruge mange øjeblikke med at kigge på bladenes mønstre og den smukke lilla farve på undersiden.

… Jane the Virgin, en helt fantastisk god serie på Netflix! En blanding af Ugly Betty og Desperate Housewifes, yes please.

… Den dag Sigmund skulle til audition til X-Factor. Tænk at blive givet 11 timer med et af mine yndlingsmennesker, og hold nu op det var sjovt!

… Også lidt glimmer på Sigmund. Eller meget.

… Sensommervejret. Der har den sidste uge været mange dage med sol og dejlig, kølig luft, og det har været så godt! Desuden er universitetet ved at skifte farve til helt dybbrød, og jeg elsker det.

… Yogabukser. Det mest behagelige stykke tøj man nogensinde kan erhverve sig!

… Min handlekraft og mit ønske om at investere i mig selv og mit skriveri. Det er jeg faktisk stolt over. Godt for mig!

… Vores nye kurvestol! Min kæreste så den efterladt i vores bytteskur, og den kom straks med ind! Den er helt vildt smuk, og mangler nu kun en god pude.

… Alle de gode dansehold jeg har været til i fitness. Jeg er endelig ved at få noget bevægelse ind i mit liv igen, og vælger kun hold jeg faktisk gider. Om lidt skal jeg fx til Beyoncéyoga!

 

Og hvis ikke I har læst Papmachereglen, så vil jeg simpelthen anbefale jer det! Eller, endnu bedre; find den på lydbog og hør skønneste Hella Joof læse den op. Jeg er vild med hende! Glimmer på hende.

 

Glimmerlisten

Sociale medier og seriøsitet

Der er noget jeg engang imellem frygter enormt meget ved at skrive et sted som her, og ved at ligge videoer på youtube engang imellem. Jeg er nemlig helt vildt bange for, at det ikke virker seriøst. At JEG ikke virker seriøs.

Når jeg læsser ud her, så er det jo et fristed med plads til mine tanker, det er slet ikke skrevet som jeg skriver, når jeg går i full-on forfattermode – det her er nærmere en monolog med en modtager, jeg forestiller mig er som en veninde. Problemet med fristedet er bare, at det er offentligt. Det dukker op, når man googler mit navn. Hvem skulle google mit navn tænker den realistiske side af mig selv, men ærlig talt, så tror jeg at man gør det mere og mere; med nye mennesker man lærer at kende, med potentielle ansatte og lignende. Hvis de opdager min lille frie leg på de sociale medier, som jeg udmærket godt ved er offentlige steder, er det alligevel lidt som at blive busted af en fremmed uden makeup og i hullede natbukser.

Jeg vil gerne tages seriøst for de sider af mig selv, der netop er seriøse: mine skriv, min uddannelse og mit arbejde. Men jeg nyder også friheden til at lege med grænserne for hvad man må dele og ej, med at tage billeder og filme, med at klippe og klistre i den medieverden vi alle er en del af. Men fuck, hvor det også er skræmmende. Til tider har jeg lyst til at slette alt. (Bortset fra instagram, for instagram er livet).

Sociale medier og seriøsitet

Helt ærligt | Min mad, jeg bestemmer

Jeg har netop – igen – fået af vide, at det er godt jeg er 100% vegetar, og ikke en af de der ‘dobbeltmoralske personer, der ikke spiser kød, men fisk”. Der er lige et par ting jeg simpelthen bliver nødt til at tage op ved den her udtalelse!

  1. Man er ikke vegetar, hvis man spiser fisk – det hedder pescetar. Lad os please alle sammen udbrede kendskab til det ord, så der ikke er nogen, der antager, at nogle vegetarer spiser fisk: det gør vi ikke.
  2. Hvad er det dobbeltmoralske i at modificere sin kost? Hvis ikke man kender begrundelsen for at en anden har valgt noget mad fra, så kan man simpelthen ikke tillade sig at dømme andre uden egentligt grundlag. (Sådan er det i de fleste, hvis ikke alle områder af livet (og i virkeligheden bør man ikke dømme alligevel)). Hvis en person siger “åh, det er så synd for koen der ikke bliver behandlet ordentligt”, for så at stoppe en død fisk i halsen, så jo, jeg hører dig. Men måske siger du også “åh, det er så synd for hunden der ikke bliver behandlet ordentligt”, for så at stoppe en død ko i halsen. Tænk lige lidt over den

Det er mad vi snakker om – hvorfor sådan et behov for at shame det? Jeg har en teori: Når jeg tager et aktivt valg, som er anderledes end andres, så føler de sig dømt på det. Jeg har jo taget mit valg af en grund; jeg ser det som sundhedsmæssigt, miljømæssigt og etisk bedre at spise vegetarisk – jeg må altså synes at mit valg er bedre end dit. Mine valg af mad ses altså som et indirekte angreb af andre menneskers valg af mad, og derfor angriber disse mennesker tilbage. Giver det mening?

Om det er rigtigt eller ej, det ved jeg ikke, det er en hjemmestrikket teori. Men helt ærligt, kan vi godt stoppe foodshaming? Det er jo bare mad. Jo, der er somme tider nogle værdimæssige ting inde over vores madvalg, men det er der jo med så mange ting. I accept your plate, you accept mine. Capiche?

(Så er der lige alt det med pels, skind og læder – men det må vi simpelthen tage en anden gang!

 

Helt ærligt | Min mad, jeg bestemmer

En rytme

Jeg har svært ved at komme ind i en rytme igen – en rytme som både indebærer universitetet, at skrive, at træne, at meditere, at gøre rent og være praktisk, at slappe af med serier og youtube, selv at lave youtube, at ses med venner, at tage hjem til Vestjylland og se familien, at have ro på og samtidig være effektiv.

I virkeligheden tror jeg godt at jeg kan balancere det, det hele handler bare om, at jeg bliver nødt til at sætte mig ned og skabe et overblik, i stedet for bare at give op på forhånd. Det er en underlig mekanisme, er det ikke? At når man skal, eller gerne vil, nå en masse, men ikke lige kan overskue hvor man skal starte eller hvordan man skal komme igennem det, så sætter man sig fladt ned, og giver slip. Det har jeg gjort, og det irriterer mig helt vildt ved mig selv. Min mor siger altid, at man skal finde de løsninger, der passer bedst til en selv – og hvis ikke de allerede findes, skal man selv skabe dem. De sidste to semestre har jeg kastet universitetet fra mig, i så stor en grad det var muligt, når jeg samtidig skulle bestå, fordi jeg har haft svært ved at se fremtidsmulighederne for mig. Jeg ville jo hellere skrive, eller i det mindste arbejde med mere alternative midler til at hjælpe folk – alternativ behandling frem for klassisk psykologi. Og hvad skete der så? Det gik op for mig, at mindfulness kaldes “den tredje bølge” indenfor kognitiv psykologi, og at en mere alternativ tilgang til psykologi faktisk er muligt. At der er en løsning, som omfavner lige præcis det, som jeg faktisk gerne vil med min uddannelse.

Pt. står jeg overfor at finde ud af, hvad der betyder noget for mig. Hvad jeg gerne vil. Hvordan jeg kan nå derhen. Og så skal jeg simpelthen have fundet – eller skabt – en rytme, som jeg føler mig tilpas i, hvor jeg har tid til de ting, jeg gerne vil.

En rytme

Min første grønne dag

Billede lånt fra Tumblr

Tilbage til menstruationssnakken; siden dette indlæg, hvor jeg fortalte at jeg er stoppet på p-piller, har jeg hver dag brugt min Natural Cycles app og termometer. Det er nu anden gang jeg får menstruation efter at være stoppet, og den er kommet to dage senere end den burde; så stadig ret regelmæssigt! Der er nu gået en hel cyklus med brug af termometeret – som altså er en form for prævention, som gør brug af sikre dage – og nu er min første grønne dag kommet. Grønne dage er de dage, hvor jeg ikke er frugtbar. Appen siger altså god for sex uden beskyttelse, uden risiko for graviditet.

Det er ikke helt rigtigt at det er min første grønne dag, for på menstruationsdage er der også grønt, men det er (for mig) ikke dage, hvor sex er relevant. Derfor er det nu lidt spændende – og skræmmende! – at en app og et termometer siger “go for it”, og at det er den eneste prævention jeg nu anvender. Men det er godt! Det er jo netop mit ønske at lære mig selv, min krop og min cyklus at kende, og at undgå at fylde mig selv med hormoner, som jeg har gjort i mange år efterhånden. Så det er alt hvad der er nyt i min p-pille-rejse!

Forresten har min krop gjort som sidst; et blodigt bagholdsangreb et par dage efter endt menstruation, endda på første dag på kandidaten midt i gruppearbejdet. Tak, livmoder!

Min første grønne dag

Helt ærligt | Fotoshoot med mig selv

I weekenden vågnede jeg op, og følte mig vildt godt tilpas. Jeg følte mig glad, taknemmelig, og så følte jeg mig smuk. Det var en fantastisk følelse, så jeg besluttede mig for at holde fast i den: Jeg tog derfor kameraet frem, og begyndte at tage billeder af mig selv. Jeg har ingen makeup på, og ikke rørt mit morgenhår eller skiftet fra sovetrøje – kun tilføjet en kimono. Og alligevel (eller måske netop derfor) er jeg mega glad for disse billeder! Jeg synes selv at jeg ser godt ud (skrid jantelov), lige præcis som jeg er.

Og det er lige præcis det, man kan få ud af at tage billeder af sig selv; holde fast i nogle følelser, gemme lidt at selvtilliden. Der er da ikke noget narcissistisk i at føle sig selv engang imellem – faktisk tror jeg at det er ganske sundt at hive følelsen af selvtillid frem fra tid til anden (hvis ikke altid, for hvorfor ikke?). En ven har sagt til mig “man må godt synes at man er noget, så længe man ikke synes at man er mere end andre”, og det synes jeg lige, at vi allesammen skal tænke lidt over. Så helt ærligt: Embrace jer selv!

Helt ærligt | Fotoshoot med mig selv

Røde velourbukser

Hvordan jeg følte bukserne så ud, og hvordan bukserne nok egentligt så ud.

I mange år ejede jeg et par joggingbukser i nervøs velour – ikke nogle så fancy som Juicy Couture, men fra intet ringere end Bilka. De var tudegrimme, jeg kunne godt se det, og bevægede mig sjældent ud i dem (ikke for andet end en snasket kurdisk på det lokale pizzaria dagen efter en god druktur). Ikke desto mindre ELSKEDE jeg dem! Jeg har ledt o v e r a l t , men kan ikke engang finde et billede med dem på, så meget blev de forbigået. Alle hadede det røde velourmonster, der snorrede sig rundt om mig, med sine vide ben og vilde længde. De var for lange til mig, og den nederste kant ved hælene var slidt op. Til sidst smed jeg dem ud. Eller, egentligt er de sikkert røget til genbrug, fremfor ned i en container, for I ved hvordan jeg er.

Siden har jeg tænkt på dem nogle gange siden; på deres bløde kærtegn op og ned af mine ben, deres vilde farve, som er det eneste røde stykke tøj, jeg husker at have ejet (udover mine mange ugly christmas sweaters), og deres altid varme velkomst, når jeg tog dem på. Nu er velour blevet moderne igen, og jeg hungrer efter et par velourbukser, som kan bringe mig samme kærlighed som mit originale Bilkakluns. Og hvor er nærmest at finde sådan et par klædelige bukser? Lala Berlin åbenbart. Den havde I ikke set komme, havde I det? Men se lige dem her. SE! De er langt over mit budget, men hold nu op. Wow. Jeg er blæst omkuld, og har nu hede, velourfyldte drømme. Hvad siger I? Er det endnu et velourmonster i en mere forførende udgave, eller gør de det også for jer?

 

Indlægget er skrevet i samarbejde med Milium.dk.

Røde velourbukser

Atypical

Jeg har fundet serien Atypical på Netflix – eller rettere, Netflix fandt den vist frem til mig. Jeg har netop set stort set hele serien, og den er virkeligt god. Som i VIRKELIGT god! Så det er alt jeg har at tilbyde på Nymåne i dag. Se Atypical. (Nu har jeg lige fundet billedet til det her indlæg, og opdaget at den er kommet ud i dag – så ja, det er alt jeg har lavet, siden jeg fik fri fra arbejde. No shame!)

Atypical

Ny start: kandidaten.

Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst har skrevet indlæg om livet på universitetet. Hvis nogle af jer læste med dengang, ville i vide, at jeg synes det har været hårdt at gå der – jeg har i lang tid slet ikke følt mig tilpas der (se evt. her, her eller her). Det har heldigvis ændret sig, i takt med at jeg prioriterede uni mindre; jeg kommer ikke til så mange forelæsninger, og slår ikke mig selv i hovedet over ikke at have læst hele pensum længere. Jeg har givet slip på en masse krav jeg havde til mig selv, og dermed har livet været lidt lettere. I virkeligheden var det ikke fordi jeg var på overarbejde i starten – men lavede jeg ikke unirelaterede ting, var det som om jeg havde en sort sky af dårlig samvittighed over mig, og ikke kunne nyde den fritid jeg gav mig selv. Ond cirkel.

Det har dog ændret sig, sammen med min indstilling til livet som studerende. Jeg har været oprigtigt glad, og brugt min tid på ting, jeg har haft lyst til at lave – jeg læser mere, bruger tid på min lejlighed, planter, og fra efterår til forår brugte jeg meget tid med min youtubekanal. Jeg skriver, eksperimenterer med mad, jeg kan gå ture og tage til yoga når end det passer mig, jeg kan være vikar når som helst i min børnehave. Det er første gang, siden jeg for tre år siden flyttede til Århus, at jeg er glad helt ind i marven for tilværelsen og alle aspekter af den.

Min kæreste spurgte den anden dag ind til unilivet; alt det med at starte på kandidaten, hvad jeg skulle og hvordan det ville blive. I min søgen efter svar at give ham, var hele min verden ved at brase sammen. Jeg ved hvordan jeg havde det da jeg startede på bacheloren, og det var ikke rart. Det har efterladt en frygt i mig, og jeg er hunderæd for at jeg skal få det som jeg havde det dengang, da uni var ved at knække mig. Jeg har dog øvet mig i at prioritere det ned, når det fylder for meget, og så har jeg fået et par allierede på skolen, som gør det til et noget tryggere sted at være. Men helt ærligt, så er jeg nervøs. Jeg lever i komplet uvidenhed om alt – hvornår vi skal starte, hvad fag vi skal have, hvad pensum er, osv. – i et forsøg på at holde uni væk, så lang tid som muligt. Så helt ærligt, det er sådan jeg har det med at starte på kandidaten.

Ny start: kandidaten.