Helt ærligt | Fotoshoot med mig selv

I weekenden vågnede jeg op, og følte mig vildt godt tilpas. Jeg følte mig glad, taknemmelig, og så følte jeg mig smuk. Det var en fantastisk følelse, så jeg besluttede mig for at holde fast i den: Jeg tog derfor kameraet frem, og begyndte at tage billeder af mig selv. Jeg har ingen makeup på, og ikke rørt mit morgenhår eller skiftet fra sovetrøje – kun tilføjet en kimono. Og alligevel (eller måske netop derfor) er jeg mega glad for disse billeder! Jeg synes selv at jeg ser godt ud (skrid jantelov), lige præcis som jeg er.

Og det er lige præcis det, man kan få ud af at tage billeder af sig selv; holde fast i nogle følelser, gemme lidt at selvtilliden. Der er da ikke noget narcissistisk i at føle sig selv engang imellem – faktisk tror jeg at det er ganske sundt at hive følelsen af selvtillid frem fra tid til anden (hvis ikke altid, for hvorfor ikke?). En ven har sagt til mig “man må godt synes at man er noget, så længe man ikke synes at man er mere end andre”, og det synes jeg lige, at vi allesammen skal tænke lidt over. Så helt ærligt: Embrace jer selv!

Helt ærligt | Fotoshoot med mig selv

Røde velourbukser

Hvordan jeg følte bukserne så ud, og hvordan bukserne nok egentligt så ud.

I mange år ejede jeg et par joggingbukser i nervøs velour – ikke nogle så fancy som Juicy Couture, men fra intet ringere end Bilka. De var tudegrimme, jeg kunne godt se det, og bevægede mig sjældent ud i dem (ikke for andet end en snasket kurdisk på det lokale pizzaria dagen efter en god druktur). Ikke desto mindre ELSKEDE jeg dem! Jeg har ledt o v e r a l t , men kan ikke engang finde et billede med dem på, så meget blev de forbigået. Alle hadede det røde velourmonster, der snorrede sig rundt om mig, med sine vide ben og vilde længde. De var for lange til mig, og den nederste kant ved hælene var slidt op. Til sidst smed jeg dem ud. Eller, egentligt er de sikkert røget til genbrug, fremfor ned i en container, for I ved hvordan jeg er.

Siden har jeg tænkt på dem nogle gange siden; på deres bløde kærtegn op og ned af mine ben, deres vilde farve, som er det eneste røde stykke tøj, jeg husker at have ejet (udover mine mange ugly christmas sweaters), og deres altid varme velkomst, når jeg tog dem på. Nu er velour blevet moderne igen, og jeg hungrer efter et par velourbukser, som kan bringe mig samme kærlighed som mit originale Bilkakluns. Og hvor er nærmest at finde sådan et par klædelige bukser? Lala Berlin åbenbart. Den havde I ikke set komme, havde I det? Men se lige dem her. SE! De er langt over mit budget, men hold nu op. Wow. Jeg er blæst omkuld, og har nu hede, velourfyldte drømme. Hvad siger I? Er det endnu et velourmonster i en mere forførende udgave, eller gør de det også for jer?

 

Indlægget er skrevet i samarbejde med Milium.dk.

Røde velourbukser

Atypical

Jeg har fundet serien Atypical på Netflix – eller rettere, Netflix fandt den vist frem til mig. Jeg har netop set stort set hele serien, og den er virkeligt god. Som i VIRKELIGT god! Så det er alt jeg har at tilbyde på Nymåne i dag. Se Atypical. (Nu har jeg lige fundet billedet til det her indlæg, og opdaget at den er kommet ud i dag – så ja, det er alt jeg har lavet, siden jeg fik fri fra arbejde. No shame!)

Atypical

Ny start: kandidaten.

Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst har skrevet indlæg om livet på universitetet. Hvis nogle af jer læste med dengang, ville i vide, at jeg synes det har været hårdt at gå der – jeg har i lang tid slet ikke følt mig tilpas der (se evt. her, her eller her). Det har heldigvis ændret sig, i takt med at jeg prioriterede uni mindre; jeg kommer ikke til så mange forelæsninger, og slår ikke mig selv i hovedet over ikke at have læst hele pensum længere. Jeg har givet slip på en masse krav jeg havde til mig selv, og dermed har livet været lidt lettere. I virkeligheden var det ikke fordi jeg var på overarbejde i starten – men lavede jeg ikke unirelaterede ting, var det som om jeg havde en sort sky af dårlig samvittighed over mig, og ikke kunne nyde den fritid jeg gav mig selv. Ond cirkel.

Det har dog ændret sig, sammen med min indstilling til livet som studerende. Jeg har været oprigtigt glad, og brugt min tid på ting, jeg har haft lyst til at lave – jeg læser mere, bruger tid på min lejlighed, planter, og fra efterår til forår brugte jeg meget tid med min youtubekanal. Jeg skriver, eksperimenterer med mad, jeg kan gå ture og tage til yoga når end det passer mig, jeg kan være vikar når som helst i min børnehave. Det er første gang, siden jeg for tre år siden flyttede til Århus, at jeg er glad helt ind i marven for tilværelsen og alle aspekter af den.

Min kæreste spurgte den anden dag ind til unilivet; alt det med at starte på kandidaten, hvad jeg skulle og hvordan det ville blive. I min søgen efter svar at give ham, var hele min verden ved at brase sammen. Jeg ved hvordan jeg havde det da jeg startede på bacheloren, og det var ikke rart. Det har efterladt en frygt i mig, og jeg er hunderæd for at jeg skal få det som jeg havde det dengang, da uni var ved at knække mig. Jeg har dog øvet mig i at prioritere det ned, når det fylder for meget, og så har jeg fået et par allierede på skolen, som gør det til et noget tryggere sted at være. Men helt ærligt, så er jeg nervøs. Jeg lever i komplet uvidenhed om alt – hvornår vi skal starte, hvad fag vi skal have, hvad pensum er, osv. – i et forsøg på at holde uni væk, så lang tid som muligt. Så helt ærligt, det er sådan jeg har det med at starte på kandidaten.

Ny start: kandidaten.

For hurtig

Okay, jeg var for hurtig. Selvfølgelig er min menstruation ikke bare blevet to dage kortere. Efter to dage i frihed, dukkede den op igen, bare for lige at vise sig. Til gengæld er jeg blevet bedre til at måle min temperatur om morgenen – de sidste fire dage har været så godt som ens, hvilket er ret imponerende synes jeg.

De næste to uger (muligvis tre!) arbejder jeg fuldtid, og jeg glæder mig over at jeg kan nå at tjene en del penge, inden uni begynder igen. Dog håbede jeg også på at kunne bruge de sidste uger inden uni på at bruge en masse tid på at skrive, men det bliver altså aftenarbejde. Livet er nu meget godt. Jeg har det rart, er glad, og finder løsninger til fremtiden, som gør at jeg er vildt positiv. Det lyder måske lidt mystisk, men man får altså altid noget godt ud af tale med andre om sine bekymringer!

For hurtig

Anekdote om tis og menstruation

Søndag holdte jeg fødselsdag for familien – jeg havde inviteret dem til frokost, og stod derfor fra morgenstunden og bagte, imens både mor, far og kæreste hjalp med at gøre klar til gæster. Det skulle foregå i mine forældres hus, mit barndomshjem, da hele familien bor indenfor en radius på 15 km (og det er kun fordi min kusine er flyttet hjemmefra – ellers er det kun 5 km), og derfor er langt mere praktisk end fødselsdag i Århus. Jeg stod og æltede dej til boller, da jeg pludseligt skulle nyse; så jeg drejede hovedet og lavede et af mine berømte mininys. Der skete dog noget uventet under dette nys, og jeg blev så overrasket over det, at jeg råbte “jeg har tisset!” Min mor kom med en kommentar om, at jeg virkeligt burde lave nogle knibeøvelser, alt imens jeg panisk skrabede dej af begge hænder, for at komme ud på toilettet. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan der ellers blev reageret, for jeg havde travlt med mig selv og min utætte krop.

På vej ud fra toilettet råbte jeg triumferende: “det var menstruation, bare rolig!” og gav min kæreste en high five. De så lidt befippede ud, det er også al for megen information til ens familie, og især min søde far, men det var da bedre, at jeg havde fået menstruation, end at jeg havde tisset i bukserne.

Hvorfor deler jeg dette, tænker du måske? Udover at det er lidt en komisk situation, som I andre muligvis får et smil eller grin ud af, så er min pointe i virkeligheden at min menstruation er kommet helt til tiden og præcis som den plejer, selvom jeg er stoppet på p-piller. Efter dette indlæg, var jeg lidt nervøs, men jeg kan fortælle at alt er som det plejer, bortset fra at det kun varede i tre(!!) dage, og derfor er hele to dage kortere end normalt, men det klager jeg selvfølgelig ikke over!

Anekdote om tis og menstruation

Jeg er stoppet på p-piller – hvad nu?

Jeg har taget p-piller siden jeg var 15 år, og da jeg bliver 23 i næste uge, er det næsten otte hele år. Hver eneste dag i otte år, bortset fra i menstruationsperioderne, har jeg taget en pille propfyldt med hormoner, kastet den i halsen og slugt den gladeligt. Den gav mig en utrolig punktlig menstruation, gjorde det let at følge med i hvornår menstruationen kom og gik, og så sørgede den selvfølgelig for, at jeg kunne undgå graviditet. Super smart, præcis som vi lærte i Uge 6 i 9. klasse.

Menmenmen – jeg tror bare ikke på det længere. Jeg tror ikke på, at jeg gør min krop en tjeneste ved at stoppe den med hormonpiller dagligt, tværtimod. Somme tider dukker der diskussioner op, hvor læger fortæller, at man altså ikke behøver at have menstruation mere end nogle gange om året – spring da over, det er da smartest! Jeg har læst og lyttet, men min sunde fornuft har hele tiden tænkt, at det da umuligt kan være sundt at undertrykke så naturlig en mekanisme i kroppen. Sådan har jeg tænkt noget tid. På den anden side har jeg dog også tænkt, at p-piller jo alligevel er det nemmeste; jeg har en fast kæreste, kondom er besværligt, blablabla. Men nu gider jeg ikke mere.

Jeg har opdaget at man kan bruge sin temperatur til at finde frem til, hvornår man er frugtbar. “Det er altså en meget usikker metode, og man bliver næsten helt sikkert gravid hvis man gør sådan!” hører jeg min biologilærer sige, men sådan forholder det sig åbenbart ikke helt, hvis man gør det rigtigt. Jeg har hentet appen Natural Cycles, købt et termometer, og er nu i gang med en helt ny metode til at 1) holde øje med min krop og 2) at beskytte mig mod graviditet. Der er intet unaturligt der skal ind i min krop – jeg måler bare min temperatur hver dag, og skriver det ind i appen. Det er pt. kun dag fem, så jeg kan indtil videre ikke fortælle så meget andet om det, end at jeg er glad.

Den sidste måned har jeg ikke taget p-piller, og nu venter jeg bare på min menstruation. Jeg har hørt mange historier om, at der kan gå lang tid inden den dukker op igen, når man har været på p-piller i mange år, men jeg bekymrer mig ikke – nu har jeg nemlig aflastet min krop på en måde, så den kan få lov at gøre sin ting. Dét tror jeg er sundest! Jeg vil opdatere om forløbet (min menstruation, temperaturer, appen, og lignende) til dem der er interesserede. Og skulle der være en enkelt af jer, der sidder med erfaringer omkring dette, så vil jeg være meget taknemmelig for at høre!

Jeg er stoppet på p-piller – hvad nu?

Emneskift

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle skrive siden sidste gang. I det her indlæg var jeg sikker på at jeg skulle læse en af mine egne tekster op for andre, men det skete altså ikke. Der er flere grunde til det, og jeg har vist følt at jeg skulle forklare mig herinde  – men det er gået op for mig, at det skal jeg ikke. Det eneste I behøver at vide er, at det var fint for mig, og at jeg havde en hyggelig aften.

Anyways, det næste stykke tid vil jeg fylde på med studenterbilleder – min lillebror fik nemlig hue på igår. Det var endda mig der gav ham den på! Billederne af netop det, blev dog ikke synderligt fine, men der er mange andre gode. Her er nogle af dem.

Emneskift

Tør, tør ikke

I morges blev jeg gjort opmærksom på et event på Løve’s Bog og Vincafé i aften. “Åben poetisk scene”. Alle er velkomne til at komme og læse egne tekster op. Jeg skriver, det ved de af jer, der fra tid til anden kigger med herinde. Men en ting er at skrive tekster, en anden er at dele dem, og en helt tredje er at læse dem op for andre. Indtil videre har jeg bestemt, at jeg skal prøve, men jeg er allerede spændt og nervøs for at læse noget af mit skriveri højt, og måske lige så nervøs for ikke at turde det.

Men hvad pokker er der at miste? Jeg kender sikkert ingen derhenne – bortset fra hende jeg følges med – og jeg ser dem sikkert heller ikke igen. Så nu må jeg se, om jeg kan få printet min tekst ud (når jeg beslutter hvilken jeg vil have med, gud hvor bliver man selvkritisk!), så jeg er klar. Kryds fingre!

Tør, tør ikke