Unikrise | Tilståelser

Jeg har, siden august, haft unikrise. Det er lang tid, meget længere end jeg egentligt husker det, men om ikke andet, er det sådan det er. For mig betyder unikrise, at jeg er i tvivl om, om jeg bør læse det jeg læser nu. Jeg tror ikke, at det er sådan noget man siger højt – jeg har selv været meget stille med, hvordan jeg har det med uni i lang tid. Jeg synes bare ikke, at det skal være et tabu, at man er i tvivl om sine valg.
Jeg er kun 21. Jeg tog ikke et sabbatår, men er gået direkte fra gymnasiet til universitetet. Jeg har altid været i tvivl om, hvad jeg ville “når jeg blev stor”, og har haft uendelige fremtidsplaner, med drømmejob der spænder lige fra forfatter til professionel danser til designer til arkitekt. Psykologi, som er det jeg læser på universitetet, var en drøm, der først opstod i 3.g, og som derefter blev arbejdet bevidst hen imod. 
Jeg tror med 99% sikkerhed, at det jeg ikke kan lide, og det der dermed skaber min tvivl, er unistrukturen. Studiet består af 90% hjemmelæsning og 10% forelæsninger. Vi har ikke klasser, og de andre studerende ser vi kun til forelæsninger få gange ugentligt, og til tider i fredagsbaren. Der er ikke meget socialt, der er ikke noget praktisk, og det jeg er slet ikke god til. Psykologi er spændende, emnerne er fascinerende, men måden studiet er lavet på, er ikke for mig.


Hermed en liste af mine unitilståelser:
1 | Jeg mangler motivation. 
2 | Jeg keder mig – ikke fordi det er let, slet ikke(!), men fordi det vi læser det meste af tiden, ikke interesserer mig. 
3 | Jeg kommer sjældent til forelæsninger og holdundervisning. 
4 | Jeg læser meget lidt af mit pensum. 
5 | Jeg føler mig ensom. 
6 | Jeg kan ikke lide studiets struktur. 
7 | Jeg er ikke glad for størstedelen af de fag vi har. 
8 | Jeg forstår ikke det vi læser 75% af tiden.
Det lyder åh og ih så fint at læse psykologi – det kræver et højt snit, og man er gerne noget af en stræber, når det er dér, man ender. Derfor kan man heller ikke brokke sig. Man må heller ikke sige at man ikke er så seriøs eller kan lide det, for det er mennesker vi skal arbejde med bagefter. Men betyder det, at man ikke kan lide at gå i skole, at man ikke kan lide udsigterne for fremtiden? Når jeg er så træt af uni, er det lige præcis fremtiden der holder mig fast, og får mig til at blive der.
Universitetet lyder flot udefra, men det er ikke altid lige let. Man må gerne være i tvivl, og man må gerne verbalisere den tvivl, så man kan finde ud af, om den betyder at man skal tage en beslutning om at handle på den, eller ligge den fra sig og kæmpe igennem det.
Det var bare det jeg ville sige.

Læs også: Glædelig jul og unilæsning 

Unikrise | Tilståelser

En mening om “Unikrise | Tilståelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *