Den anden stemme

Helt overordnet set er jeg egentligt et ganske selvsikkert menneske. En klog kvinde sagde engang “det har jeg ikke gjort før, så det kan jeg helt sikkert”, og det er måske mit yndlingsmotto. Hvis man ikke engang har forsøgt, hvorfor så overbevise sig selv om, at man ikke kan? Pippi Langstrømpe vidste altså hvad hun talte om.

Det er nok også derfor jeg har haft en rolig periode i bachelorperioden, sammenlignet med andre. Jeg skal nok bestå, jeg skal nok få den færdig, ingen grund til panik! Jeg er sikker på at jeg er dygtig til mange ting, og jeg er ofte blevet beskrevet som en der hviler i sig selv, fordi jeg ikke bekymrer mig, jeg kan jo sagtens. For meget hybris? Måske.

Alligevel er jeg ikke foruden den anden stemme. Jeg tror alle kender den – stemmen der trækker os ned frem for op. For hvad nu hvis jeg ikke er så dygtig som jeg går rundt og tror, hvad nu hvis jeg bilder mig selv noget ind, som i andres virkelighed er både arrogant og absurd? Hvad nu hvis jeg tror jeg er interessant, et godt menneske, kreativ og dygtig til at skrive, og at andre er dybt uenige? At jeg har bygget et fint billede op af mig selv, for hvad får man ud af det modsatte, men at det billede er ren konstruktion uden realisme? Den kommer ikke så tit, men den lever, den anden stemme, og den gør ondt. Den har rede dybt inde i den inderste krog af hjernen, og jeg ønsker for alt i verden at den ikke har ret. At alt hvad den er lavet af er usikkerhed, ikke sandhed. Men man ved jo aldrig…

Den anden stemme