“Hvordan går det med Nymåne?”

Sådan var der en der spurgte mig i weekenden. “Der sker ikke så meget,” svarede jeg, velvidende at denne blog, denne digitale notesbog, er blevet lagt i en skuffe herhjemme. Jeg tænker somme tider på den, men sjældent nok til rent faktisk at åbne skuffen og hive den op.

Det er både ærgerligt og fint. Ærgerligt, fordi det er et godt sted at tømme hovedet (omend der er en stor del af det jeg ønsker at skrive ned, som ikke kan indgå her, da det er en offentlig notesbog, dagbog, whatever you wanna name it). Fint, fordi der er en masse andre ting der fylder før denne side. Det er blandt andet uni (selvom det fylder meget mindre i min hverdag end man skulle tro), youtube (som faktisk bliver opdateret en gang om ugen pt!), romaner jeg læser (pt. Gillian Flynns Kvinden der forsvandt (som er vanvittigt god!)) og et skrivekursus jeg er begyndt på.

Et skrivekursus blev der sagt.

Jeg er begyndt på et skrivekursus i Århus, og jeg elsker det. Jeg har ganske vist kun været der én gang indtil videre, men jeg har allerede den der følelse. Kender I den? Følelsen af at det her er rigtigt. Jeg kan mærke det i maven og hovedet og fingrene der taster løs på tastaturet. Jeg har smidt penge efter det her kursus, et seriøst kursus, og bare det at tage derhen, er for mig, at vælge ordene. Skriveriet. Det mytiske vidunder af en fremtid, som jeg stadig naivt ser for mig. Men måske ikke så naivt endda.

Jeg vil bare gerne lige dele min begejstring, for jeg er vildt begejstret! Jeg er glad og spændt og nervøs og klar. Fucking klar. Klar til at blive bedre til at skrive. Til at få historierne til at flyde og ordene til at hænge sammen.

Det er det jeg laver.

“Hvordan går det med Nymåne?”

Tør, tør ikke

I morges blev jeg gjort opmærksom på et event på Løve’s Bog og Vincafé i aften. “Åben poetisk scene”. Alle er velkomne til at komme og læse egne tekster op. Jeg skriver, det ved de af jer, der fra tid til anden kigger med herinde. Men en ting er at skrive tekster, en anden er at dele dem, og en helt tredje er at læse dem op for andre. Indtil videre har jeg bestemt, at jeg skal prøve, men jeg er allerede spændt og nervøs for at læse noget af mit skriveri højt, og måske lige så nervøs for ikke at turde det.

Men hvad pokker er der at miste? Jeg kender sikkert ingen derhenne – bortset fra hende jeg følges med – og jeg ser dem sikkert heller ikke igen. Så nu må jeg se, om jeg kan få printet min tekst ud (når jeg beslutter hvilken jeg vil have med, gud hvor bliver man selvkritisk!), så jeg er klar. Kryds fingre!

Tør, tør ikke