Min første grønne dag

Billede lånt fra Tumblr

Tilbage til menstruationssnakken; siden dette indlæg, hvor jeg fortalte at jeg er stoppet på p-piller, har jeg hver dag brugt min Natural Cycles app og termometer. Det er nu anden gang jeg får menstruation efter at være stoppet, og den er kommet to dage senere end den burde; så stadig ret regelmæssigt! Der er nu gået en hel cyklus med brug af termometeret – som altså er en form for prævention, som gør brug af sikre dage – og nu er min første grønne dag kommet. Grønne dage er de dage, hvor jeg ikke er frugtbar. Appen siger altså god for sex uden beskyttelse, uden risiko for graviditet.

Det er ikke helt rigtigt at det er min første grønne dag, for på menstruationsdage er der også grønt, men det er (for mig) ikke dage, hvor sex er relevant. Derfor er det nu lidt spændende – og skræmmende! – at en app og et termometer siger “go for it”, og at det er den eneste prævention jeg nu anvender. Men det er godt! Det er jo netop mit ønske at lære mig selv, min krop og min cyklus at kende, og at undgå at fylde mig selv med hormoner, som jeg har gjort i mange år efterhånden. Så det er alt hvad der er nyt i min p-pille-rejse!

Forresten har min krop gjort som sidst; et blodigt bagholdsangreb et par dage efter endt menstruation, endda på første dag på kandidaten midt i gruppearbejdet. Tak, livmoder!

Min første grønne dag