En forfatter er en der skriver

“En forfatter er en, der skriver”. Det lyder helt vildt simpelt, og jeg har tit hørt eller læst det og tænkt okay, det er vi vel alle så.

Men det er først nu, jeg rigtigt har smagt på det. ‘En der skriver’. Der er mange historier i mit hoved, og der er mange tanker der kredser om karakterer, plot, konflikter, smukke vendinger og metaforer, som en dag skal skrives ned. Og der kom fejlen: en dag.

Det har jeg forstået nu. Jeg skriver stort set hver dag, og hver gang flere sider ad gangen. I denne her uge sidder jeg i en eksamenssky, så romanskriveriet er på standby for en stund, men ellers er jeg der. Jeg er forfatter. Jeg skriver den roman, som har rumsteret i mit hoved i to-og-et-halvt ÅR. Den vokser stille og roligt frem på skærmen, og jeg kan mærke hvordan tingene lettere og lettere flyder ud af mit sind og ned som konkret handling. Jeg er ikke ved at være færdig, slet ikke, men jeg er ved at være der, hvor historien endelig lander et sted udenfor hovedet. Dét i sig selv er stort for mig. Det er en prioriteringsændring, og selvom det måske lyder skørt, at jeg sidder ved mit improviserede skrivebord og finder på historier, frem for at læse mit pensum på uni, så føler jeg mig glad. Passioneret.

Det er et ord, jeg ikke som sådan har forholdt mig meget til. Passion har været noget, man kan have som hobby, sidde med derhjemme efter alt fagligt og praktisk er fikset. Men det her, at skrive er min passion. Jeg kan mærke det, når det er alt jeg taler om, alt jeg laver, det er det jeg prøver at mase ind uanset tidspunktet. Som igår, da jeg ikke orkede at skrive mere eksamensopgave; så skrev jeg på min roman.

Mit håb er ikke længere at “jeg vil være forfatter engang.” Det er en intention, og intentionen er ‘jeg skriver min første roman nu’. Det var faktisk mit nytårsforsæt at skrive en roman, og selvom den ikke er færdig, så er jeg der. Jeg skriver den. Og jeg ved, jeg ved, at den en dag vil stå som en bog i en butik, og mit hjerte vil være så fyldt med glæde og stolthed over at have opnået en drøm jeg har haft siden jeg gik i anden klasse.

En forfatter er en der skriver

“Hvordan går det med Nymåne?”

Sådan var der en der spurgte mig i weekenden. “Der sker ikke så meget,” svarede jeg, velvidende at denne blog, denne digitale notesbog, er blevet lagt i en skuffe herhjemme. Jeg tænker somme tider på den, men sjældent nok til rent faktisk at åbne skuffen og hive den op.

Det er både ærgerligt og fint. Ærgerligt, fordi det er et godt sted at tømme hovedet (omend der er en stor del af det jeg ønsker at skrive ned, som ikke kan indgå her, da det er en offentlig notesbog, dagbog, whatever you wanna name it). Fint, fordi der er en masse andre ting der fylder før denne side. Det er blandt andet uni (selvom det fylder meget mindre i min hverdag end man skulle tro), youtube (som faktisk bliver opdateret en gang om ugen pt!), romaner jeg læser (pt. Gillian Flynns Kvinden der forsvandt (som er vanvittigt god!)) og et skrivekursus jeg er begyndt på.

Et skrivekursus blev der sagt.

Jeg er begyndt på et skrivekursus i Århus, og jeg elsker det. Jeg har ganske vist kun været der én gang indtil videre, men jeg har allerede den der følelse. Kender I den? Følelsen af at det her er rigtigt. Jeg kan mærke det i maven og hovedet og fingrene der taster løs på tastaturet. Jeg har smidt penge efter det her kursus, et seriøst kursus, og bare det at tage derhen, er for mig, at vælge ordene. Skriveriet. Det mytiske vidunder af en fremtid, som jeg stadig naivt ser for mig. Men måske ikke så naivt endda.

Jeg vil bare gerne lige dele min begejstring, for jeg er vildt begejstret! Jeg er glad og spændt og nervøs og klar. Fucking klar. Klar til at blive bedre til at skrive. Til at få historierne til at flyde og ordene til at hænge sammen.

Det er det jeg laver.

“Hvordan går det med Nymåne?”

Kender du NaNoWriMo?

img_1824

Gør du? Jeg gjorde ikke, indtil igår. Jeg faldt over begrebet inde på Skrivekrampens blog, og lad mig nu lige forklare hvad det faktisk er; det står for National Novel Writing Month, og foregår hver november. Som nævnt en million gange herinde, så elsker jeg at skrive, og det er da et genialt projekt at gå i gang med!  Udfordringen er ikke bare at skrive løs i en måned, men at skrive en roman på 50.000 ord. Det er altså ca. 1600 ord om dagen, og i forhold til de sider jeg har skrevet indtil videre, ca. to sider pr. dag. Intenst!

Jeg vil gerne være med, men er allerede bagud. Derudover er min kæreste hjem fra Østrig i denne weekend, måske en weekend mere, hvis jeg er heldig, og til sidst har jeg semestrets første eksamen i november. Pyh. Jeg afviser ikke at tage udfordringen op, men vil heller ikke slå mig selv i hovedet over ikke at nå det. For mig handler det nok mere om at komme i gang med at skrive noget, om at planlægge det, frem for at sidde på sin flade røv og vente på at man får tid til at droppe alt andet og skrive. Man får ikke bare tid, man tager sig tid til det, og det er sgu en god udfordring til mig!

Skal I være med til NaNoWriMo, eller har I prøvet det før?

Kender du NaNoWriMo?