En snak om menstruation med mine brødre

Jeg pralede i det her indlæg med, at mine brødre måtte vide alt om menstruation, fordi jeg ofte snakker højt om det. Men da jeg havde udgivet det, tænkte jeg alligevel på, hvor meget de mon i virkeligheden havde fanget – om de lukkede ørene, eller overhovedet fik svar på de ting de ikke vidste? Det måtte testes! Det sker i ovenstående video, som drengene var helt med på at lave.

Der er simpelthen ingen grund til at menstruation skal være et tabu, og her er mit forsøg på at bryde det. Som I kan se er mine brødre vildt nysgerrige, og spørger ind til en masse jeg ikke selv havde tænkt på at fortælle dem – for mig er det en selvfølge, for dem er det en helt anden verden. Det var både hyggeligt og sjovt at snakke om sådan et emne med dem, så prøv det af! Det skaber en god og åben stemning, og efter vi havde filmet fik vi delt en masse med hinanden. (Og pssst! Senere på ugen kommer der en video med fraklip, som også er vanvittigt sjovt!!)

En snak om menstruation med mine brødre

Derfor ved mine brødre alt om menstruation

Processed with VSCO with hb2 preset

Jeg har aldrig været bleg for at snakke om de ting, der ellers er lidt pinlige – ikke som jeg husker det, i hvert fald. Menstruation er noget de fleste kvinder brokker sig over, og det har jeg også gjort mange gange. Mange! Men jeg formåede også at vende det til en fordel. En lille historie fra det virkelige liv: i 7./8. klasse gik vi i mange pauser hjem til min bedste veninde Maja, som boede tæt på skolen, og fik en skub-op-is eller bare en snak med hendes hund. Vi måtte egentligt ikke forlade skolen, men fandt på en fantastisk undskyldning; menstruation. Inden vi gik, sagde den ene af os, at den anden af os, var blødt igennem, og at vi selv kunne fikse det, hvis vi lige måtte gå. Læreren vi skulle have i timen efter pausen, var forstående hvis det var en kvinde, og blev meget pinlig berørt hvis det var en mand, så det fungerede hver eneste gang.

Måske er det siden dengang, at jeg har kunnet tale om det – menstruation blev lige pludseligt lidt en god ting. I 9. og 10. klasse gik jeg på en skole, hvor vi næsten kun var piger, og her var det let at tale om fx menstruation. Man kunne godt spørge højt i klassen, om nogen havde et bind eller en tampon man måtte låne uden det var underligt. Det hev jeg med mig på gymnasiet, hvor jeg ikke var bleg for at snakke menstruation med drengene – de var til gengæld ikke helt vilde med at høre om det.

Alligevel gjorde jeg det lidt til min mission at lære fyre omkring mig om menstruation. Drengene i klassen, min kæreste og mine brødre – alle blev ofre for min snak om menstruation. I virkeligheden tror jeg, at det er vigtigt for dem at høre fra en anden end en ekstern lærer en time i 7. og 8. klasse. Det kan godt være, at det ikke handler om deres krop, men det handler om deres mødre, søstre, veninder og kærester; og dem er det da godt at vide lidt om! Jeg tror ikke, at de selv spørger, hvis de undrer sig, så derfor snakker jeg bare. Og jeg synes det er rart, at kunne have en samtale om min krop, og faktisk blive forstået. Nogle gange et det bare godt at kunne brokke sig over kramper, snakke om forsinket menstruation, ikke at få panikangst hvis man bløder igennem. Det er naturligt, og det er der sgu ingen grund til at være så bange for.

Derfor ved mine brødre alt om menstruation

En snak om at snakke om sex (og andre pinlige ting)

IMG_3786

Kvinders seksualitet er tabu, det har jeg hørt flere gange i tv – igen lige nu i aftenshowet. Sådan har jeg, så vidt jeg husker, ikke rigtigt haft det. Jo, det var lidt svært at begynde at snakke om, og i 7. klasses seksualundervisning havde jeg et voldsomt grineflip med min bedste veninde over de nye begreber. I 9. klasse startede jeg på en ny skole, og et par af de nye piger, var hurtige til at begynde at snakke om seksualitet og onani. De var nysgerrige og snakkede meget om det, og jeg blev pinlig og sagde meget, meget lidt. Efterhånden blev de piger mine bedste veninder, og sex blev et af de helt store samtaleemner – også lang tid inden det overhovedet var fysisk relevant for nogle af os.

Drenge snakker om sex – piger snakker om drenge. Men gud, hvor har vi snakket meget om sex. Det har været nysgerrige snakke, tanker og undren, som vi har talt om, og måske endda googlet, for at få styr på det. Prævention og sexsygdomme vidste vi utroligt meget om, år inden vi havde sex med en fyr. I skolen havde vi en “sexpostkasse”, hvor man anonymt kunne stille spørgsmål, og vi lavede ikke andet end at skrive spørgsmål. Måske handlede det om, at vi gik på en skole, uden mange drenge – vores klasse bestod af ene piger, og en enkelt fyr. Det gjorde det let at snakke om kvindelig seksualitet og spørge hinanden højt i klassen, om man måtte låne et bind. (Det gjorde jeg nu også i gymnasiet, og menstruation er nok noget af det jeg har lettest ved at tale om! Undskyld drenge, jeg ved det ikke var jeres yndlingsemne).

Jeg er nok også blevet den, som man spørger om sådanne ting, fordi jeg ikke bliver akavet over at snakke om sex med mine veninder. Jeg ved langt fra alt, men jeg er villig til at tale om alt, og det er nok det der gør det. Det ærgrer mig, hvis andre ikke føler, at de har samme frihed. Jeg tror, at det er vanvittig vigtigt at få luftet sine tanker og diskuteret de spørgsmål man må have. Det tabu andre taler om at kvindelig seksualitet er, har jeg ikke oplevet. Jeg siger ikke, at man bør tale om sex med alle og enhver, men jeg synes der er en stor frihed i at kunne stille spørgsmål til eksempelvis venner. Så prøv det! Spørg hvis du har spørgsmål, tal hvis du undrer dig over noget. Det er langt bedre at have noget viden om det, og føle sig fri til at snakke om det, i stedet for at gå med usikkerhed og ubehag alene.

En snak om at snakke om sex (og andre pinlige ting)

Jeg er blevet undervisningsmateriale!

IMG_1300

Man skulle tro at det var clickbait, men det er det faktisk ikke. Nogle af jer har måske set min video om menstruationskoppen (ellers kan I finde den lige her). Da jeg lagde den op, blev der en masse snak blandt især mine veninder – vi diskuterede løs om koppen, og jeg fik så mange spørgsmål. Det var dejligt, at flere blev opmærksomme på muligheden for en nemmere, mere miljøvenlig og sundere løsning, fordi det godt ellers kan være lidt tabu.

Flere af mine venner og også min mor sagde dengang, at jeg da skulle dele den endnu mere – og jeg måtte så overveje, hvor sådan noget kunne deles. Jeg fandt frem til Sex og Samfund, og sendte dem en mail om, at nu havde jeg lagt denne her video op, og hvis de havde lyst, kunne de bruge den til et-eller-andet. Efter noget korrespondance frem og tilbage, hvor de var super positive omkring videoen, er det nu blevet sådan, at Sex og Samfund linker til videoen, og dermed har mulighed for at bruge den i undervisningen. Det er helt vildt sjovt, og det må man godt være lidt stolt af!

Så til alle folkeskoleelever – måske I får mig at se i undervisningen en dag!

Jeg er blevet undervisningsmateriale!