Helt ærligt

En snak om at snakke om sex (og andre pinlige ting)

IMG_3786

Kvinders seksualitet er tabu, det har jeg hørt flere gange i tv – igen lige nu i aftenshowet. Sådan har jeg, så vidt jeg husker, ikke rigtigt haft det. Jo, det var lidt svært at begynde at snakke om, og i 7. klasses seksualundervisning havde jeg et voldsomt grineflip med min bedste veninde over de nye begreber. I 9. klasse startede jeg på en ny skole, og et par af de nye piger, var hurtige til at begynde at snakke om seksualitet og onani. De var nysgerrige og snakkede meget om det, og jeg blev pinlig og sagde meget, meget lidt. Efterhånden blev de piger mine bedste veninder, og sex blev et af de helt store samtaleemner – også lang tid inden det overhovedet var fysisk relevant for nogle af os.

Drenge snakker om sex – piger snakker om drenge. Men gud, hvor har vi snakket meget om sex. Det har været nysgerrige snakke, tanker og undren, som vi har talt om, og måske endda googlet, for at få styr på det. Prævention og sexsygdomme vidste vi utroligt meget om, år inden vi havde sex med en fyr. I skolen havde vi en “sexpostkasse”, hvor man anonymt kunne stille spørgsmål, og vi lavede ikke andet end at skrive spørgsmål. Måske handlede det om, at vi gik på en skole, uden mange drenge – vores klasse bestod af ene piger, og en enkelt fyr. Det gjorde det let at snakke om kvindelig seksualitet og spørge hinanden højt i klassen, om man måtte låne et bind. (Det gjorde jeg nu også i gymnasiet, og menstruation er nok noget af det jeg har lettest ved at tale om! Undskyld drenge, jeg ved det ikke var jeres yndlingsemne).

Jeg er nok også blevet den, som man spørger om sådanne ting, fordi jeg ikke bliver akavet over at snakke om sex med mine veninder. Jeg ved langt fra alt, men jeg er villig til at tale om alt, og det er nok det der gør det. Det ærgrer mig, hvis andre ikke føler, at de har samme frihed. Jeg tror, at det er vanvittig vigtigt at få luftet sine tanker og diskuteret de spørgsmål man må have. Det tabu andre taler om at kvindelig seksualitet er, har jeg ikke oplevet. Jeg siger ikke, at man bør tale om sex med alle og enhver, men jeg synes der er en stor frihed i at kunne stille spørgsmål til eksempelvis venner. Så prøv det! Spørg hvis du har spørgsmål, tal hvis du undrer dig over noget. Det er langt bedre at have noget viden om det, og føle sig fri til at snakke om det, i stedet for at gå med usikkerhed og ubehag alene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *