Ny start: kandidaten.

Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst har skrevet indlæg om livet på universitetet. Hvis nogle af jer læste med dengang, ville i vide, at jeg synes det har været hårdt at gå der – jeg har i lang tid slet ikke følt mig tilpas der (se evt. her, her eller her). Det har heldigvis ændret sig, i takt med at jeg prioriterede uni mindre; jeg kommer ikke til så mange forelæsninger, og slår ikke mig selv i hovedet over ikke at have læst hele pensum længere. Jeg har givet slip på en masse krav jeg havde til mig selv, og dermed har livet været lidt lettere. I virkeligheden var det ikke fordi jeg var på overarbejde i starten – men lavede jeg ikke unirelaterede ting, var det som om jeg havde en sort sky af dårlig samvittighed over mig, og ikke kunne nyde den fritid jeg gav mig selv. Ond cirkel.

Det har dog ændret sig, sammen med min indstilling til livet som studerende. Jeg har været oprigtigt glad, og brugt min tid på ting, jeg har haft lyst til at lave – jeg læser mere, bruger tid på min lejlighed, planter, og fra efterår til forår brugte jeg meget tid med min youtubekanal. Jeg skriver, eksperimenterer med mad, jeg kan gå ture og tage til yoga når end det passer mig, jeg kan være vikar når som helst i min børnehave. Det er første gang, siden jeg for tre år siden flyttede til Århus, at jeg er glad helt ind i marven for tilværelsen og alle aspekter af den.

Min kæreste spurgte den anden dag ind til unilivet; alt det med at starte på kandidaten, hvad jeg skulle og hvordan det ville blive. I min søgen efter svar at give ham, var hele min verden ved at brase sammen. Jeg ved hvordan jeg havde det da jeg startede på bacheloren, og det var ikke rart. Det har efterladt en frygt i mig, og jeg er hunderæd for at jeg skal få det som jeg havde det dengang, da uni var ved at knække mig. Jeg har dog øvet mig i at prioritere det ned, når det fylder for meget, og så har jeg fået et par allierede på skolen, som gør det til et noget tryggere sted at være. Men helt ærligt, så er jeg nervøs. Jeg lever i komplet uvidenhed om alt – hvornår vi skal starte, hvad fag vi skal have, hvad pensum er, osv. – i et forsøg på at holde uni væk, så lang tid som muligt. Så helt ærligt, det er sådan jeg har det med at starte på kandidaten.

Ny start: kandidaten.

For hurtig

Okay, jeg var for hurtig. Selvfølgelig er min menstruation ikke bare blevet to dage kortere. Efter to dage i frihed, dukkede den op igen, bare for lige at vise sig. Til gengæld er jeg blevet bedre til at måle min temperatur om morgenen – de sidste fire dage har været så godt som ens, hvilket er ret imponerende synes jeg.

De næste to uger (muligvis tre!) arbejder jeg fuldtid, og jeg glæder mig over at jeg kan nå at tjene en del penge, inden uni begynder igen. Dog håbede jeg også på at kunne bruge de sidste uger inden uni på at bruge en masse tid på at skrive, men det bliver altså aftenarbejde. Livet er nu meget godt. Jeg har det rart, er glad, og finder løsninger til fremtiden, som gør at jeg er vildt positiv. Det lyder måske lidt mystisk, men man får altså altid noget godt ud af tale med andre om sine bekymringer!

For hurtig

Anekdote om tis og menstruation

Søndag holdte jeg fødselsdag for familien – jeg havde inviteret dem til frokost, og stod derfor fra morgenstunden og bagte, imens både mor, far og kæreste hjalp med at gøre klar til gæster. Det skulle foregå i mine forældres hus, mit barndomshjem, da hele familien bor indenfor en radius på 15 km (og det er kun fordi min kusine er flyttet hjemmefra – ellers er det kun 5 km), og derfor er langt mere praktisk end fødselsdag i Århus. Jeg stod og æltede dej til boller, da jeg pludseligt skulle nyse; så jeg drejede hovedet og lavede et af mine berømte mininys. Der skete dog noget uventet under dette nys, og jeg blev så overrasket over det, at jeg råbte “jeg har tisset!” Min mor kom med en kommentar om, at jeg virkeligt burde lave nogle knibeøvelser, alt imens jeg panisk skrabede dej af begge hænder, for at komme ud på toilettet. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan der ellers blev reageret, for jeg havde travlt med mig selv og min utætte krop.

På vej ud fra toilettet råbte jeg triumferende: “det var menstruation, bare rolig!” og gav min kæreste en high five. De så lidt befippede ud, det er også al for megen information til ens familie, og især min søde far, men det var da bedre, at jeg havde fået menstruation, end at jeg havde tisset i bukserne.

Hvorfor deler jeg dette, tænker du måske? Udover at det er lidt en komisk situation, som I andre muligvis får et smil eller grin ud af, så er min pointe i virkeligheden at min menstruation er kommet helt til tiden og præcis som den plejer, selvom jeg er stoppet på p-piller. Efter dette indlæg, var jeg lidt nervøs, men jeg kan fortælle at alt er som det plejer, bortset fra at det kun varede i tre(!!) dage, og derfor er hele to dage kortere end normalt, men det klager jeg selvfølgelig ikke over!

Anekdote om tis og menstruation

Jeg er stoppet på p-piller – hvad nu?

Jeg har taget p-piller siden jeg var 15 år, og da jeg bliver 23 i næste uge, er det næsten otte hele år. Hver eneste dag i otte år, bortset fra i menstruationsperioderne, har jeg taget en pille propfyldt med hormoner, kastet den i halsen og slugt den gladeligt. Den gav mig en utrolig punktlig menstruation, gjorde det let at følge med i hvornår menstruationen kom og gik, og så sørgede den selvfølgelig for, at jeg kunne undgå graviditet. Super smart, præcis som vi lærte i Uge 6 i 9. klasse.

Menmenmen – jeg tror bare ikke på det længere. Jeg tror ikke på, at jeg gør min krop en tjeneste ved at stoppe den med hormonpiller dagligt, tværtimod. Somme tider dukker der diskussioner op, hvor læger fortæller, at man altså ikke behøver at have menstruation mere end nogle gange om året – spring da over, det er da smartest! Jeg har læst og lyttet, men min sunde fornuft har hele tiden tænkt, at det da umuligt kan være sundt at undertrykke så naturlig en mekanisme i kroppen. Sådan har jeg tænkt noget tid. På den anden side har jeg dog også tænkt, at p-piller jo alligevel er det nemmeste; jeg har en fast kæreste, kondom er besværligt, blablabla. Men nu gider jeg ikke mere.

Jeg har opdaget at man kan bruge sin temperatur til at finde frem til, hvornår man er frugtbar. “Det er altså en meget usikker metode, og man bliver næsten helt sikkert gravid hvis man gør sådan!” hører jeg min biologilærer sige, men sådan forholder det sig åbenbart ikke helt, hvis man gør det rigtigt. Jeg har hentet appen Natural Cycles, købt et termometer, og er nu i gang med en helt ny metode til at 1) holde øje med min krop og 2) at beskytte mig mod graviditet. Der er intet unaturligt der skal ind i min krop – jeg måler bare min temperatur hver dag, og skriver det ind i appen. Det er pt. kun dag fem, så jeg kan indtil videre ikke fortælle så meget andet om det, end at jeg er glad.

Den sidste måned har jeg ikke taget p-piller, og nu venter jeg bare på min menstruation. Jeg har hørt mange historier om, at der kan gå lang tid inden den dukker op igen, når man har været på p-piller i mange år, men jeg bekymrer mig ikke – nu har jeg nemlig aflastet min krop på en måde, så den kan få lov at gøre sin ting. Dét tror jeg er sundest! Jeg vil opdatere om forløbet (min menstruation, temperaturer, appen, og lignende) til dem der er interesserede. Og skulle der være en enkelt af jer, der sidder med erfaringer omkring dette, så vil jeg være meget taknemmelig for at høre!

Jeg er stoppet på p-piller – hvad nu?

Emneskift

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle skrive siden sidste gang. I det her indlæg var jeg sikker på at jeg skulle læse en af mine egne tekster op for andre, men det skete altså ikke. Der er flere grunde til det, og jeg har vist følt at jeg skulle forklare mig herinde  – men det er gået op for mig, at det skal jeg ikke. Det eneste I behøver at vide er, at det var fint for mig, og at jeg havde en hyggelig aften.

Anyways, det næste stykke tid vil jeg fylde på med studenterbilleder – min lillebror fik nemlig hue på igår. Det var endda mig der gav ham den på! Billederne af netop det, blev dog ikke synderligt fine, men der er mange andre gode. Her er nogle af dem.

Emneskift

Tør, tør ikke

I morges blev jeg gjort opmærksom på et event på Løve’s Bog og Vincafé i aften. “Åben poetisk scene”. Alle er velkomne til at komme og læse egne tekster op. Jeg skriver, det ved de af jer, der fra tid til anden kigger med herinde. Men en ting er at skrive tekster, en anden er at dele dem, og en helt tredje er at læse dem op for andre. Indtil videre har jeg bestemt, at jeg skal prøve, men jeg er allerede spændt og nervøs for at læse noget af mit skriveri højt, og måske lige så nervøs for ikke at turde det.

Men hvad pokker er der at miste? Jeg kender sikkert ingen derhenne – bortset fra hende jeg følges med – og jeg ser dem sikkert heller ikke igen. Så nu må jeg se, om jeg kan få printet min tekst ud (når jeg beslutter hvilken jeg vil have med, gud hvor bliver man selvkritisk!), så jeg er klar. Kryds fingre!

Tør, tør ikke

Typen der ikke orker opvasken

Ved at spise fra kasserollen sparer jeg i hvert fald en tallerken. At der så pt. står en blender, en anden gryde med låg, et syltetøjsglas, nogle knive, en ske og en skrællekniv, vælger jeg at se bort fra. Jeg har allerede støvet lejligheden af, banket tæpper, støvsuget og vasket, og føler simpelthen ikke at jeg behøver at mere nu, andet end at ligge på sofaen uden bukser, med reality-tv og efterhånden kold, vegansk mac’n cheese.

Jeg ville gerne dele opskriften med jer, men den er helt ærligt ret improviseret. Jeg kan dog fortælle ingredienserne, men hvor lidt eller meget, kommer altså an på en prøve. Kogte gulerødder og kartofler, noget af det kogte vand derfra, havregryn, gærflager, salt, peber, paprika, hvidløgspulver. Det hele skal i en blender, og blendes indtil det har en lækker konsistens. Husk at smage til! Ærligt, det er så godt.

Typen der ikke orker opvasken

Den anden stemme

Helt overordnet set er jeg egentligt et ganske selvsikkert menneske. En klog kvinde sagde engang “det har jeg ikke gjort før, så det kan jeg helt sikkert”, og det er måske mit yndlingsmotto. Hvis man ikke engang har forsøgt, hvorfor så overbevise sig selv om, at man ikke kan? Pippi Langstrømpe vidste altså hvad hun talte om.

Det er nok også derfor jeg har haft en rolig periode i bachelorperioden, sammenlignet med andre. Jeg skal nok bestå, jeg skal nok få den færdig, ingen grund til panik! Jeg er sikker på at jeg er dygtig til mange ting, og jeg er ofte blevet beskrevet som en der hviler i sig selv, fordi jeg ikke bekymrer mig, jeg kan jo sagtens. For meget hybris? Måske.

Alligevel er jeg ikke foruden den anden stemme. Jeg tror alle kender den – stemmen der trækker os ned frem for op. For hvad nu hvis jeg ikke er så dygtig som jeg går rundt og tror, hvad nu hvis jeg bilder mig selv noget ind, som i andres virkelighed er både arrogant og absurd? Hvad nu hvis jeg tror jeg er interessant, et godt menneske, kreativ og dygtig til at skrive, og at andre er dybt uenige? At jeg har bygget et fint billede op af mig selv, for hvad får man ud af det modsatte, men at det billede er ren konstruktion uden realisme? Den kommer ikke så tit, men den lever, den anden stemme, og den gør ondt. Den har rede dybt inde i den inderste krog af hjernen, og jeg ønsker for alt i verden at den ikke har ret. At alt hvad den er lavet af er usikkerhed, ikke sandhed. Men man ved jo aldrig…

Den anden stemme

Antiklimaks

Jeg har afleveret min bachelor – deraf overskriften. Efter flere måneder i bachelorboblen er den nu ude af mine hænder, ved et tryk på en knap. Der kom ingen festfyrværkeri, ingen klapsalve, ingen synlig forandring – jeg sidder stadig herhjemme med morgenhår, et nøgent ansigt og den t-shirt jeg har sovet i. Som noget nyt har jeg bukser på i dag (cowboybukser, ikke de sædvanlige yogabukser), men de sprækkede for et par timer siden på inderlåret, og jeg har endnu ikke taget dem af.

Jeg tabte min mobil igår, og skærmen flækkede så aggressivt, at man ikke kan bruge touch mere; telefonen fungerer dog stadig. I dette øjeblik ringer min alarm, og jeg har ikke mulighed for at slukke den. (Nej, man kan ikke tage batteriet ud af den, jeg har været igennem alle tænkelige løsninger uden held.) Den ringer pt. på syvende minut, og jeg er ved at blive lettere sindssyg.

Ærlig talt sidder jeg med lidt en tom følelse. Jeg har sprunget boblen, og jeg havde nok forventet … Et eller andet. I morgen skal jeg mødes med nogle andre der er undsluppet bachelorkonceptet med livet i behold, og vi skal fejre det med sushi – dét tror jeg bliver den afslutning, jeg håbede på. Venter på.

Og nu er alarmen stoppet.

Antiklimaks